Seværdigheder in Fátima |
Der er så meget at se i og omkring Fátima, at det ved første øjekast kan virke lidt forvirrende. Men når man først er der, er det nemt at finde rundt, og folk er meget hjælpsomme. Det er imidlertid en god ide at vide lidt om de vigtigste seværdigheder, inden man tager af sted. Et godt sted at starte er det sted, hvor de tre hyrdebørn voksede op. Det ligger faktisk 3 km syd for helligdommen i Fátima i en lille landsby, som hedder Aljustrel. Husene er ikke blevet ændret siden åbenbaringerne, og de besøgende kan se, hvor beskedne kår børnene voksede op i. Nederst i et af husenes haver ligger den brønd, hvor "Fredsenglen" viste sig for anden gang. Ca. en kilometer tættere ved helligdommen kan man besøge byen Fátima og børnenes kirke. Her blev de døbt, her gik de til skrifte og altergang for første gang, og to af dem blev begravet her, inden deres jordiske rester blev flyttet til helligdommen. Den næste seværdighed, man bør se på vejen til helligdommen er Valinhos. Det var her Jomfru Maria viste sig for fjerde gang den 19. august 1917. Børnene havde været lukket inde den 13. august, og kunne derfor ikke være i Cova da Iriam, som Jomfru Maria havde bedt dem om. Hun bad dem om at blive ved med at besøge stedet i de to følgende måneder. Tæt herved på en lille bakke, kaldet "Englens sted", viste englen sig for børnene den første og tredje gang. Det er her Den Hellige Vej starter, og den ender ved selve helligdommen. Her ligger 14 små kapeller til minde om Jesu lidelser og et 15. kapel til minde om genopstandelsen. Den Hellige Vej følger den sti, som børnene brugte til at komme fra Aljustrel til Cova da Iria. Selve helligdommen er bygget på et sted, der hedder Cova da Iria, som er det sted, hvor hyrderne tager deres får på græs, og hvor Jomfru Maria besøgte børnene fem gange. Helligdommens hjerte er et lille, simpelt kapel, kaldet " Åbenbaringernes lille kapel". Dette var den første bygning, der blev bygget på dette sted, som markerer det nøjagtige sted for åbenbaringerne. Stokroserne, som Jomfru Maria viste sig over, er for længst blevet ødelagte, men i stedet er der sat en søjle med en statue af Jomfru Maria. Stokroserne, som vokser lige ved siden af, siges at være det sted, hvor børnene stod og ventede på åbenbaringerne. Basilikaen af Vor Frue af Fátima kroner helligdommen. Den blev bygget mellem 1928 og 1953 og indeholder, ud over hyrdernes grave, spektakulære altre, malerier, statuer og glasmalerier. Man skal klæde sig korrekt for at komme ind, dvs. dækkede skuldre og knæ. Basilikaen ligger for enden af en stor plads, der er to gange så stor som ved Skt. Peterskirken i Rom og fyldt op med pilgrimme på de største helligdage. På pladsens midte står statuen Jesu Hellige Hjerte, bygget oven på en kilde. På den modsatte side af pladsen ligger Den Hellige Treenigheds kirke. Det er den fjerde største kirke i verden med plads til 8.500 mennesker. Den moderne arkitektur tiltaler ikke alle lige meget, men storslået er den. |