Fado

Portugal, og Lissabon i særdeleshed, er kendt for Fado’en, som hylder en unik portugisisk følelse, som går under navnet suadade, til tider forklaret som sørgmodig nostalgi. Denne melankolske sangstil blev tidligere forbundet med de hårde tider under Salazars diktatur, indtil en ny generation af kunstnere pustede nyt liv i musikken, lod den smelte sammen med moderne jazz og bragte den ud til et internationalt publikum.

De første, der virkelig slog igennem, var Madredeus, hvor forsangerens særegne sopran bakkes op af akustisk guitar og harmonika. De fik et trofast publikum i Europa og – overraskende nok – i Japan. Selv Nelly Furtado (som har rødder i Azorerne) siger, at hun blev påvirket at fado’en, som det fremgår på hendes album ”Folklore, men mere traditionelle fado-sangere som Mariza, Dulce Pontes, Camané, Christina Branco, Mafalda Arnauth, Mísia og Katie Guerreiro har også fået et internationalt publikum. Mariza, med sit flettede, blonde hår, er måske den mest kendte af alle de nye fado-sangere. Hun kommer oprindeligt fra Mozambique, og mange mener, at hun kommer ind på en andenplads lige efter den legendariske Amália Rodrigues.