Algarves historie

Arkæologiske levn (især i Vila do Bispo-området) tyder på, at regionen var beboet helt tilbage i den neolitiske eller ældre stenalder. Derefter fulgte kelterne, fønikerne og kartaginenserne, som etablerede handelshavne langs kysten og stiftede Portus Hanibalis (i dag Portimão) omkring 550 f.Kr. Under det efterfølgende romerske styre hørte området til provinsen Lusitania, indtil det blev besat af visigoter, som regerede området indtil den arabiske invasion i det 8. århundrede. Maurerne, som gav området navnet Al-Gharb Al-Andalus (vest for det muslimske Iberia), blev der indtil det 13. århundrede og havde en stor indflydelse på regionen, som er tydelig den dag i dag.

I 1249, under D. Afonso III's regeringstid, erobrede portugiserne Algarve, hvorefter alle portugisiske regenter fik titlen "Konge af Portugal og Algarve" indtil proklamationen af republikken i 1910. I det 15. århundrede oplevede Algarve en periode med stor ekspansion, da Henrik Søfareren havde sin maritime base for sine rejser her og oprettede den berømte navigationsskole i Sagres og flere vigtig handelsposter andre steder i regionen.

I 1755 blev Algarve alvorligt ramt af jordskælvet og den deraf følgende flodbølge, der ødelagde en stor del af den historiske arv i regionen. I 1774 begyndte Kong D. Josés berømte premierminister Markisen af Pombal, der var ansvarlig for genopbygningen af Baixa-området i Lissabon efter jordskælvet, også genopbygningen af den vigtige grænseby Vila Real de Santo António.